Togene holder ned mod Gothersgade

Fra mandag den 20. februar holder S- og fjerntog i den ende af perronerne, som er tættest på Gothersgade.

Det skyldes, at arbejdet nu går ind i en fase, hvor vores entreprenører skal hugge beton væk over perronafsnittene tættest på Vendersgade. Arbejdet støjer, og derfor får togene en anden holdeplads.

Især, hvis man benytter elevatoren på Nørreport Station, skal man beregne længere tid for at nå toget.

Selve arbejdet foregår uden for myldretiderne, men den ændrede standsning gælder alle tog.

”Vi skal have hugget den gamle beton væk fra oversiden af Nørreport. Vi gør det så skånsomt som vi kan, men der kan være kraftig og pludselig støj, hvis man står lige ved arbejdet eller på perronen lige under,” siger projektleder for Ny Nørreport, Mikael Bredsdorff fra Banedanmark.

”Vi har planlagt arbejdet sådan, at det ligger udenfor myldretiden og derfor kun påvirker en mindre del af passagererne. Men det er vigtigt for os, at passagererne ved, at vi arbejder inden de kommer ind med toget, så de er forberedt på, at de kan stå midt i en kraftig støj, som de ikke kan se, hvor kommer fra. Derfor gør vi også vores bedste for at informere og lave skiltning på perronen, så folk kan se, hvilken vej de skal gå for at komme væk fra støjen,” tilføjer Mikael Bredsdorff, der anbefaler at passagererne lader være at bruge den sydlige trappe ved Vendersgade og bruger de andre, hvis de vil undgå det mest støjende område.

”Desuden anbefaler vi, at passagererne tager det første tog videre fra Nørreport og så skifter til det rigtige tog på nabostationerne, hvis de vil undgå at stå i støj,” siger Mikael Bredsdorff. 
 
Fakta om arbejdet på Nørreport

- Vi hugger den gamle beton væk for at komme ned til den membran der beskytter tunnelrørene mod fugt, som skal udskiftes
- Arbejdet varer fra slutningen af januar til begyndelsen af marts
- Vær opmærksom på at støjen kan komme pludseligt
- Der vil være kraftig støj, hvis man opholder sig lige under stedet, hvor der arbejdes
- Lad være med at stå og vente på toget, der hvor det støjer mest.  Følg skiltningen væk fra støjen
- Tag det første tog og skift på nabostationen i stedet for at vente i længere tid på perronen
- Der kommer flere perioder med støjende arbejde frem mod 2013, som vi vil orientere både naboer og passagerer om