Information for naboer til stationen

For naboer til Nørreport Station er der helt særlige forhold, mens vi bygger om. I perioder vil der være gener som støj og støv, der kan være besværlige adgangsveje til boligen, og hvis du skal flytte, skal der måske ekstra planlægning til.
Det er vigtigt for os at have et så godt forhold til vore naboer som muligt, og vi ønsker at tage så mange hensyn, som vi overhovedet kan. Vi kan ikke undgå at genere omgivelserne, men gennem en god dialog, så I ved, hvad vi gør, og vi kender jeres behov, tror vi på, at vi kan afbøde de værste gener.
I vil under hele byggeriet kunne holde jer orienteret om arbejdets fremadskriden og de forventede gener her på hjemmesiden. Ved væsentlige ændringer i forholdene på pladsen orienterer vi jer pr. brev..
Her har vi samlet noget af det, du kan få brug for at vide, hvis du er nabo til stationen.

Kontakt os gerne
Hvis der er noget, du gerne vil drøfte med os, eller du har spørgsmål til byggeriet, kan du kontakte os på adressen:
kontakt@nynoerreport.dk

Erhvervsdrivende ved Nørreport Station kan desuden kontakte os på adressen: erhverv@nynoerreport.dk

Vores arbejdstider
Arbejde i gadeplan kommer primært til at foregå i dagtimerne inden for normal arbejdstid, mens arbejdet på perroner og i tunnellerne vil foregå i aften- og nattetimer af hensyn til togtrafikken.

Gener fra arbejdet
Ved så stort et byggeri kan det ikke undgås, at der vil være gener for naboerne, men i planlægningen af arbejdet og i valg af arbejdsmetode vil vi forsøge at minimere generne mest muligt.

Da arbejdet foregår i etaper forskellige steder på pladsen, vil generne heller ikke føles lige massive i alle perioder.

Støj, støv og vibrationer
Noget af det arbejde, der skal finde sted, vil støje i højere eller mindre grad. Især når vi bryder betonen op, vil der være støj. Vi undersøger hvilke muligheder, der er for opbrydning af betonen, så vi sikrer, at vi benytter den mindst støjende.

Generelt vil vi også sørge for, at lægge de mest støjende aktiviteter i dagtimerne.

Vi forventer ikke de store støv- og vibrationsgener.

Forøget trafik
I byggeperioden skal vi transportere mange materialer til og fra byggepladsen, hvorfor der lejlighedsvist vil være forøget transport med tung trafik i området.

Lys fra byggepladsen
Da vi arbejder under jorden i aften- og nattetimer, og entreprenørens medarbejdere skal kunne færdes sikkert på byggepladsen, vil den være oplyst efter mørkets frembrud. Den oplyste byggeplads vil være med til at skabe tryghed for folk, der færdes på området omkring stationen, ligesom den vil modvirke hærværk og tyveri fra byggepladsen, men nogle vil måske opleve lyset fra byggepladsen som generende.

Din adgang til dør og port
Vi planlægger efter, at der i hele byggeperioden vil være adgang til døre og porte, men der kan være tider, hvor pladsen er mere snæver, end den plejer at være, og perioder hvor belægningen vil være erstattet af plader til at færdes på.

Der vil også i hele perioden være sikkerhed for at redningskøretøjer, brandbiler m.v. kan komme frem til alle boliger og erhverv på pladsen.

Dagrenovation
Vi er i dialog med renovationsselskaberne for at sikre, at den almindelige dagrenovation kan fortsætte som hidtil, selv om renovationsmedarbejderne i visse tilfælde får længere gangafstande end normalt.

Har du ombygningsplaner
Hvis du ejer en ejendom ud til stationsområdet på Nørre Voldgade, burde du have hørt fra os. Har du ikke det, og du har planer om fx facaderenovering eller nyt tag inden for de næste fire år, vil vi gerne have, at du kontakter os på adressen kontakt@nynoerreport.dk

Hvis du skal flytte
Hvis du planlægger flytning fra en bolig ud til stationsområdet på Nørre Voldgade, vil vi gerne have, at du kontakter os på adressen kontakt@nynoerreport.dk, så vi kan snakke om, hvordan vi koordinerer det bedst muligt.

Hvis du er synshandicappet eller kørestolsbruger
Hvis du bor ud til stationsområdet på Nørre Voldgade og er enten synshandicappet eller kørestolsbruger, vil vi gerne have at du kontakter os på adressen kontakt@nynoerreport.dk, så vi kan snakke om, hvordan vi hjælper dig bedst muligt.